November

Den sidste efterårsmåned iflg. kalenderen. Det er nu, at vinteropbevaringen skal forberedes, og bonsaiene skal beskyttes mod vedvarende frost. De fleste træer tåler frosten, men hvis jorden i skålen fryser, er det ikke muligt for træet at trække vand op til fordampning og nedkøling. Er det nødvendigt når træet har tabt alle sine blade, og det er koldt? Ja, for selvom det er under frysepunktet vil træerne transpirere vand gennem fordampning; når solen skinner på træet og varmer det op, og det er udsat for udtørrende blæst.

P1190403

Derfor skal træerne placeres så de i den kolde periode er placeret i læ, og gerne beskyttet mod direkte sol. Det er ideelt i et drivhus med skyggegardiner, eller en anden placering der giver den samme beskyttelse.

Man kan roligt lade træerne få nattefrost, som er med til at slå evt. skadedyr ihjel, der gemmer sig under barken. Men når der er risiko for vedvarende frost, skal træerne i beskyttelse.

Er det mildt vejr kan man roligt lade træerne stå ude, og først sætte dem ind hvis der kommer vedvarende frost, eller vedvarende regn over mange dage.

L1000092