Maj

Omplantningen af træerne skal gerne være slut nu hvor der er mere varme i luften, og de fleste træer er sprunget ud med nye blade.

Ahorn m.fl. sætter nye skud, og det yderste led knibes af med fingrene eller en saks. På Ahorn, Bøg etc. sidder der en lille bladskede, der henover vinteren har beskyttet de nye blade mens de var i vinterdvale. På de mindste bonsai især, er det en god idé at fjerne det beskyttende lag allerede mens de nye skud er ved at folde sig ud, og stilken stadig er blød. Når bladskeden er fjernet vil det nye skud hurtigere hærde af, og standse længdevæksten tidligere. Det sikrer en kortere afstand mellem bladparrene, og udvikler en mere harmonisk og kompakt bladkrone med tiden. Derudover skal den nye vækst knibes tilbage. De top opgaver illustreret på billederne herunder.

I maj er der stor tilvækst på især løvfældende træer, men også nåletræerne sætter ny vækst igang. Lysene på Skovfyr og Bjergfyr skal knibes, ligesom Enebærs evt. lange nyvækst trimmes ved at klippe det tilbage og åbne lidt op for nyt lys til de inderste grene. huske at nåle ikke må klippes, men istedet klippes selve skuddet på et lettere forveddet stykke.

Træer snøret på denne årstid har større risiko for at tråden  gnaver sig ind i grenen, når den svulmer op i tilvækstperioden. Derfor skal man holde et vågent øje med tråden, som på de hurtigst voksende løvfældende træer måske kun skal sidde to – fire uger, før den klippes af igen. Senere når væksten er mere moderat, skal tråden sidde længere for at sikre grenen bliver siddende i den ønskede position. Fjern hellere tråden lidt før tid, og sæt en ny på fra den anden side, så man ikke gentager trådens løbebane.

Vanding er tiltagende, da det varmere vejr øger fordampningen sammen med den øgede løvmasse. Små bonsai kan vandes ved at dyppe dem i en krukke med vand indtil luften er ude af jorden – når der ikke kommer luftbobler op af vandet længere. Større bonsai overbruses med en fin vandspreder. Det er også nu der skal gødes hvis der ønskes god tilvækst. Fyrretræer derimod bør ikke gødes mere før de nye lys er helt hærdede af, ligesom sparsom vanding hjælper med at holde væksten kortere og mere kompakt.

Bonsai i Mansei-en, Omiya, Japan.
Shimpaku Enebær bonsai i Mansei-en, Omiya, Japan.

Brug den daglige vanding til at holde øje med evt. skadedyrsangreb.

Hold øje med insekt og svampeangreb, der typisk sætter ind i varmere perioder og mest på træer der ikke er helt sunde. Insektmidler er dyre og du kan lave din egen blanding med følgende opskrift: Til 1 liter lunkent vand (for nemmere opløsning) tilsættes 2 spiseskefulde sprit og en skefuld brun sæbe. Omrøres grundigt, og sprøjtes på både over og underside af bladene hvor insekter gemmer sig. Gentag behandlingen med en dags mellemrum til skadedyrene er væk.

Voksne skjoldlus skal kradses af med en negl eller andet, og imens sprøjtes med insektmidlet som kun tager de unge skjoldlus inden de danner deres beskyttende brune skjold. Bliv ved dagligt indtil alle skjoldlus er væk. Brug svampemidler som fås i havecentre til svampeangreb.

Shohin bonsai, Morten Albek.
Shohin bonsai, Morten Albek.